Beskæring

 

Beskæringen skal sørge for at plantagen holdes sund og at træerne styres og forynges.

Svampe og skadedyr holder at tæt vegetation med høj fugtighed og mange skjulesteder så når træerne bliver for tætte, trives svampesygdomme og skadedyr. Desuden får æblerne får ikke det sollys der skal til for at modnes ordentligt.

Bliver træerne for store bliver det for besværligt at plukke æblerne. Vi prøver at holde vores træer på under 2,5 meters højde og at klippe grenene inden de kommer i vejen for traktorkørsel mellem rækkerne.

Beskæringen foregår først og fremmest i marts-april. Man kan dog også beskære på andre tidspunkter, fx om sommeren. Dette giver mindre genvækst og vi har bl.a. brugt at klippe toppe om sommeren.


Forårsbeskæringen er igang

 

Træerne i vores tætplantede plantage beskæres som spindeltræer, se mere om spindeltræer her.

Teknikken ved spindelbeskæring er først og fremmest foryngelsesbeskæring, hvor ældre grene skæres bort for at give plads til nye skud.

De fem væsentligste principper ved beskæring af spindeltræer er:
- at fjerne grene der kan konkurrere med hovedstammen, d.v.s. grene der ikke kan bøjes nedad og grene der er mere end halvt så tykke som hovedstammen.
- at fjerne for lange/gamle grene.
- at klippe toppe så træerne ikke bliver for høje.
- at tynde i grene der gør træerne for tætte.
- at fjerne grene med frugttræskræft.

 


Topskærer, ørnenæb, sakse og foldesav

Selve beskæringen foregår bedst med en skap saks eller et ørnenæb med udveksling. Vi bruger Felco sakse fordi de har så stort et udvalg at man kan finde den saks der lige passer og Fiskars ørnenæb med udveksling fordi de er så utroligt lette og holdbare. Med en stor Fiskars klipper man let 4-5 cm tykke grene over. Desuden laver Fiskars en meget praktisk saks på et langt skaft der er ideel til beskæring af toppene 3 m oppe.

Selve beskæringen udføres lettest af flere omgange. Først laver man en grovbeskæring, hvor man tager sig af tykke, store grene der skal fjernes. Derefter tages en runde mere hvor smågrenene tyndes. Hvis der skal topbeskæres gøres dette ligeledes i en omgang for sig, eventuelt om sommeren.

 

til forside